Den kommunale plan-webArrangementer med offentlig adgangMånedens portrætMusikkorps Sæby
Musikkorps Sæby har præget musiklivet i Sæby i 38 år.
Den 18. maj 1971 mødtes 27 musikinteresserede på Rolykke i Sæby. Det var medlemmer af det tidligere Sæby Hornorkester og tidligere F.D.F'ere og enkelte andre.
I starten var vi ikke mange medlemmer, men entusiasmen var stor og allerede første år blev der lånt penge i Sparekassen Sæby til anskaffelse af den første Uniform, som var med bordeaux jakke og grå benklæder og med kasket. Farven er også den dag i dag bordeaux, selvom den har været udskiftet et par gange og benklæderne er blevet skiftet til sorte og kasketten er lagt på hylden.
Allerede i musikkorpsets 2. leveår, deltog Musikkorpset i 1. Musikfest i Bad Bramstedt og har lige siden været trofaste deltagere hver 3. år ved den stort anlagte Musikfest og faktisk drager orkesteret i år til Bad Bramstedt igen.
Musikkorps Sæby har op gennem årerne været igennem en rivende udvikling, oplevelsesmæssigt, musikalsk og medlemsmæssigt. Der er skabt eftertragtede musikalske traditioner, mange musikalske venskaber og mange nye musikalske oplevelser for tilhører og for medlemmerne.
Således drog orkesteret tilbage i 1973 til Stavern for at besøge Stavern-Agnes Musikkorps, som siden da har været Musikkorps Sæbys venskabsorkester. Der er igennem årene gjort mange besøg i Norge og omvendt.
I 1974 havde Sæby 450 års Købstads Jubilæum med besøg af bl.a. Dronningen. Men det var også dette år, Musikkorps Sæby 1. gang arrangerede International Musikfest i Sæby. Og sådan har det så været hvert 3. år siden 1974, og næste år i 2010 er det så 13. gang. Musikfesten i Sæby udvikler sig hver gang med nye orkestre og flere deltagere fra foruden Danmark også deltagere fra Holland, England, Norge, Sverige og Tyskland.
Julemusikken har også altid haft en stor plads i Korpsets optræden. Det være sig i Julemandsdragter gennem byens gader, på kommunens plejejhjem og i sognekirkerne i kommunen.
Orkestret har udviklet sig meget musikalsk gennem årene, og det skyldes ikke mindst de mange dygtige dirigenter, korpset er blevet ledet af. Musikkorps Sæby´s første dirigent Harry Sørensen, dirigerede orkestret i perioden 1971 - 1974. Trods mange år som kapelmester og dirigent var han dog ny her og ikke kendt med orkestrets nodearkiv, så han fik en god støtte af lærer Erling Pilgård, som var orkestrets nodearkivar. Orkestret fik en god start og Harrys opgave var, at få orkestret sammenspillet så godt som muligt og så professionelt melodiøst som muligt. Som dirigent skal man også lære de forskellige musikeres færdigheder at kende, mente han. Senere blev praktiserende musiker i orkestret Erling Krog dirigent for orkestret, hvorefter fulgte Hans Jørgen Svendsen, Michael Harding, Frank Sørensen (nu dirigent for Sæbygarden), Martin Bruun, Frank Hejslet (fortsat musikalsk aktiv medlem af korpset) og korpsets nuværende dirigent er Mogens BB Jensen.
Nyt initiativ på Sæby Havn blev fostret i 1988 af isenkræmmer Knud Hjortlund Svendsen. Nemlig Idéen med at flaget spilles ned på Sæby havn hver aften hele sommeren præcis kl. 21. Og dette er så sket hver sommer lige siden, og det er på skift medlemmer fra Musikkorps Sæby og Sæbygarden, som udfører det højtidelige optrin, som hver sommer gæstes af tusinder af lokale og turister.
Norsk - Dansk musiksamarbejde blev startet i 1991. Stavern-Agnes Musikkorps, Norge og Larvik Line og Musikkorps Sæby indledte da et samarbejde omkring afholdelse af musikarrangementer for norske og danske amatørmusikere. Arrangementerne blev døbt korpskryds og henvender sig til voksne musikere i alderen 17 år og opefter. Disse arrangementer foregår fortsat hvert år i februar måned og deltagerantallet er nu oppe på ca. 600 personer.
I 2001 blev der så igen tænkt nyt i Musikkorps Sæby, da der for første gang blev arrangeret Nytårskoncert på Sæby Søbad i januar måned. Konceptet har siden da været, at Musikkorpset suppleres af dygtig og kendt dansk sanger/musiker og i 2001 var det sangerindenTina Siel og Bangsbostrand Byorkester. Senere fulgte trompetisten Per Nielsen, organist og sanger Eva Lorentzen, solotrompetist Per Hyttel, Multikunsteren Sigurd Barrett, Koncertviolinisten Kim Sjøgren og i år blev topnavnet så sangeren og skuespilleren Kurt Ravn. Nytårskoncerten holdes nu på Ny Hotel Viking, da der her er plads til betydeligt flere tilhører.
At Musikkorpsets medlemmer elsker at spille og glæde andre med deres musik ses også af, at der ved siden af korpset er etableret et Partyband, kaldet "Ibsens Kapel". Dette band som spiller god kendt underholdningsmusik, optræder i "pingvintøj" og genkendes sikkert af mange ved den årlige optræden i "anlægget" i Sæby til "Glade sommerdage". Endelig spiller nogle af korpset medlemmer årligt til utallige sølv- og guldbryllupper i hele østvendsyssel.
Musikkorps Sæby har i øjeblikket stor søgning af nye medlemmer, der ønsker at spille i orkestret. Det er en stor glæde for os, at vi er eftertragtet som orkester og det er samtidig med til at gøre vores orkester endnu bredere besat på stemmerne, hvilket giver endnu bedre lyd til glæde for os musikere og for vore tilhørere, siger formand Inge Nørbjerg Rasmussen. Vi tæller nu 55 medlemmer, og flere er på vej.
Vi glæder os til endnu et spændende musikalsk 2009 - startende med nytårskoncert m/Kurt Ravn her i januar, Musikseminar, Musikfest i Bad Bramstedt og meget mere.
Flere oplysninger om vores musikkorps kan findes på hjemmesiden: http://www.musikkorps-saeby.dk/
|